NULDAG søger en erfaren specialist med fokus på reverse engineering, vulnerability research og AI.
Vi efterprøver de antagelser, et systems sikkerhed bygger på. Når en netværksenhed skal adskille to miljøer, er en korrekt konfiguration ikke i sig selv dokumentation for, at sikkerhedsgrænsen holder. Vi analyserer implementeringen, efterprøver sikkerhedsmekanismerne i praksis og vurderer, hvordan eventuelle svagheder påvirker det samlede system.
Arbejdsopgaver
Du arbejder med teknisk analyse af software, netværk og infrastruktur. Opgaverne omfatter reverse engineering, undersøgelse af sårbarheder og validering af de mekanismer, der skal håndhæve systemets sikkerhed.
En opgave kan være at analysere, hvordan en netværksenhed parser trafik eller håndhæver adgangskontrol. En anden kan være at undersøge, om isolation mellem virtuelle miljøer holder, når en komponent kompromitteres. Du identificerer relevante afhængigheder og trust boundaries og efterprøver dem gennem analyse og praktisk test.
Arbejdet omfatter både den enkelte fejl og dens betydning i den samlede arkitektur. Du fastslår årsagen, dokumenterer betingelserne for fejlen og validerer den sikkerhedsmæssige konsekvens. Konklusionerne skal være underbygget af reproducerbare resultater, og analysens forudsætninger og begrænsninger skal fremgå tydeligt.
Du bidrager desuden til udviklingen af egne værktøjer og kundeløsninger, hvor resultaterne fra vores research indgår i arkitektur, design og test.
AI i analyse og udvikling
NULDAGs ambition er at være førende i Danmark og blandt de bedste internationalt i anvendelsen af AI til reverse engineering, vulnerability research og teknisk sikkerhedsanalyse.
Du skal være med til at udvikle vores brug af AI inden for reverse engineering, vulnerability research og softwareudvikling. Du afprøver nye modeller og værktøjer på konkrete tekniske opgaver og vurderer deres kvalitet, anvendelighed og begrænsninger.
Vi forventer, at du følger udviklingen tæt og selv eksperimenterer med nye metoder. Du skal kunne gennemgå AI-genereret kode og validere analyser mod den faktiske implementering. Den tekniske vurdering og ansvaret for resultatet ligger hos dig, ikke hos modellen.
Kvalifikationer
- Cybersecurity på ekspertniveau. Du har omfattende praktisk erfaring med angrebsmetoder, sikkerhedsmekanismer og sammenhængen mellem svagheder på tværs af et system.
- Reverse engineering. Du kan analysere software uden kildekode og bruger disassemblers og debuggers til at forstå implementering og adfærd.
- Vulnerability research. Du kan selvstændigt identificere og undersøge sårbarheder, fastslå årsagen og dokumentere reproducerbare resultater og deres sikkerhedsmæssige betydning.
- AI. Du er på forkant med LLMs, AI agents og AI-assisted development og har praktisk erfaring med at integrere modeller i egne løsninger og validere deres output.
- Netværk og systemarkitektur. Du har dyb forståelse af protokoller, routing, switching, segmentering og trust boundaries.
- Bopæl på Sjælland eller Amager. Du bor på Sjælland eller Amager, helst i Københavnsområdet.
- Flydende dansk. Du taler og skriver flydende dansk.
Du kan arbejde selvstændigt med ukendte systemer og formidle dine metoder og resultater til både kolleger og kunder.
Yderligere kompetencer
Erfaring med analyse af firmware og netværksudstyr, Linux eller softwarearkitektur og design er en fordel. På udviklingssiden vægter forståelse for arkitektur og design højere end erfaring med bestemte programmeringssprog.
Det tilbyder vi
Du arbejder direkte med NULDAGs to stiftere og er med til at træffe beslutninger om vores tekniske retning, værktøjer og metoder. Arbejdet kombinerer kundeopgaver med udvikling af egne løsninger og giver plads til teknisk fordybelse og afprøvning af nye tilgange.
Du får tæt faglig sparring med specialister inden for offensive security, reverse engineering og vulnerability research.
Vi tilbyder en konkurrencedygtig løn på niveau med det internationale marked for specialister inden for cybersecurity.
Om NULDAG
NULDAG er en specialiseret dansk virksomhed inden for cybersecurity. Vi arbejder med vulnerability research, red teaming og security reviews af software, netværksudstyr, infrastruktur og arkitektur.
Vores fokus er teknisk dybde frem for en bred portefølje af standardydelser. Vi hjælper danske virksomheder og organisationer med komplekse eller kritiske systemer, hvor sikkerheden kræver mere end en standardtest.
NULDAG er stiftet af to specialister med baggrund i offensive security. Vi bruger den erfaring til at forstå, hvordan systemer kan kompromitteres, og hvordan de skal beskyttes. AI indgår i vores analyse- og udviklingsarbejde, og vi udvikler både egne værktøjer og skræddersyede løsninger til vores kunder.
Ansøgning
Send dit CV og en kort introduktion til casper@nuldag.dk. Vedlæg gerne et eksempel på relevant research, et udviklet værktøj eller en teknisk analyse med en kort beskrivelse af dit bidrag og din metode.
Vi vægter konkrete resultater fra både dit arbejde, egne projekter, forskning og bidrag til open source. Del kun materiale, du har tilladelse til at videregive.